WICOTEC KIRKEBJERG STYRKER SERVICEFORRETNINGEN I JYLLAND

Den landsdækkende teknikentreprenør og servicepartner Wicotec Kirkebjerg samler sine Aarhus lokationer under samme tag i Hasselager, hvorfra serviceforretningen i den centrale del af Jylland fremover skal drives.

Wicotec Kirkebjerg har over de seneste år opbygget en betragtelig opgaveportefølje inden for teknisk service og Facility Management, og flere opgaver kommer til. Derfor samler koncernen sine to nuværende lokationer i Aarhus på en og samme adresse i større og mere tidssvarende lokaler.

– Vi har det sidste halve år arbejdet med en omfattende omlægning af den jyske del af forretningen fra hovedsageligt entreprisebaseret projektforretning til nu primært tværfaglig serviceforretning baseret på større service- og rammeaftaler i offentligt og privat regi. Det stiller krav til de fysiske rammer, fx har vi brug for mere plads og en mere hensigtsmæssig indretning. Det får vi her på den nye adresse, hvor de mere gunstige rammer også kommer medarbejderne til gode, siger regionschef for Wicotec Kirkebjerg i Vestdanmark, Bertil Høegh.

Den nye adresse hedder Elmegårdsvej 32, 8361 Hasselager, og 28 af Wicotec Kirkebjergs funktionærer og 122 montører er tilknyttet adressen, som har både kontor- og mødefaciliteter, lager og værkstedsfaciliteter.

– I de nye rammer har vi plads til at samle alle fag, herunder el, VVS og sprinkler, ventilation og køl, brand og sikring, gasservice samt lager og administration, hvilket er nødvendigt med den type opgaver, vi har og forventer at få flere af, siger Bertil Høegh.

Hvad angår koncernens lokation i Kolding, så bliver medarbejderne indtil videre i de nuværende rammer.  

– Selvom det er helt tydeligt, at vi også i den del af landet oplever øget aktivitet og stigende efterspørgsel på netop serviceydelser. Blandt andet udfører vi service og vedligehold for Forsvarets Ejendomsstyrelse på deres ejendomme i Region Syddanmark.

Wicotec Kirkebjerg har i det jyske flere større servicekunder, blandt andre COOR Management, STARK, Arriva, DSB samt TREFOR hvor Wicotec Kirkebjerg udfører og vedligeholder drikkevandsledningerne i Trekantsområdet.